Bliver jeres medlemsblad læst?

- eller ender bladet direkte i papircontaineren, uden at nogen har følt trang til at åbne det og fordybe sig i alt det vigtige og spændende indhold, I har arbejdet seriøst og dedikeret på at producere? (Gys!!!) 

Nej, du har ret, der er selvfølgelig nogen, der åbner og læser. De trofaste, dem der kender jer og ved, at I har et supervigtigt budskab, og at I har dygtige skribenter med noget på hjerte.

Men hvad med dem der ikke kender jer så godt? Dem der skal have vækket lidt mere appetit for at gå i gang? Og dem der har for travlt til at opdage, at der ligger et lækkert og vigtigt informerende blad lige i deres nærhed? 

Kan I egentlig undvære dem som læsere?

Eller vil I faktisk gerne have flere læsere og mere opbakning til jeres arbejde? - Det tror jeg.

De færreste kan nøjes med de læsere, der af lyst eller pligt, automatisk er interesserede i at læse bladet


Derfor skal bladet tiltrække læserne med en fængende og professionelt håndteret forside.

Hvis det er dig, der arbejder med at tilrettelægge og redigere bladet, så spørg dig selv:

  • Virker forsiden interessant og tiltrækkende?
  •  Er du egentlig skarp på, hvad der kræves af et foto, der skal bruges på forsiden af bladet?

Lad mig give dig et par gode tips fra min gratis guide, hvor jeg vejleder om, hvordan du får endnu mere tiltrækkende tryksager.

Læs med her:

Forsiden er den vigtigste side i hele bladet

Det giver næsten sig selv at forsiden spiller en stor rolle. Alligevel er mange ikke bevidste om HVOR meget det betyder, at man bruger tid og krudt på at finde det egnede billede.

  • At motivet er interessant og tiltrækker beskueren 
  • At det er skarpt  
  • At beskæringen er valgt med omhu

Ofte at oplever jeg desværre, at udvælgelsen af forsidebilledet nedprioriteres. Forsiden får ikke den opmærksomhed i tilrettelæggelsen af bladet, som den kræver, for at I får udnyttet de muligheder, forsiden giver for at sælge bladet og dermed sælge budskabet.

Hvorfor sker det?

Tjah ... nogen gange kan du måske ikke overskue, hvor billedet skal komme fra.

Og ved du egentlig på hvilke kriterier, du skal vælge billedet ud fra? Hvad skal du gå efter?

Læg mærke til hvilket format, der egner sig


Skal det være højformat eller bredformat?


Hvis din forside er i højformat og du ønsker at billede skal fylde hele forsiden ud, kan det være et problem hvis det billede du vælger, er i bredformat.

Amatørbilleder kommer ofte i bredformat.

Skal et bredformatbillede passe i højden til en højformat forside, skal det skaleres (forstørres) så højt op, at dele af billedet rager udenfor forsideområdet.

Tag særligt højde for to ting:

  • Bliver udsnittet hensigtsmæssigt? Ellers må du måske overveje finde et andet foto. Vær kritisk!
  • Er opløsningen af billedet højt nok til, at det kan forstørres tilstrækkeligt, uden at kvaliteten bliver dårlig? (Se evt. min guide med vejledning om opløsning)

Hvad er det rigtige motiv?


Når du vælger et foto til forsiden så tænk på, at det skal vække opmærksomheden hos en mulig læser - skabe interessen for at åbne og kigge ind og se mere.

Og her er det godt at benytte sig af viden om, hvad der generelt fanger opmærksomheden:

Det er ikke nok i sig selv at indholdet stammer fra en aktuel begivenhed.

Vælg meget gerne billeder med mennesker på, men helst nærbilleder eller tæt beskåret. Allerbedst fanges vores opmærsomhed af et ansigt, som har øjenkontakt med kameraet, så vi oplever det, som om vedkommende har øjenkontakt med lige netop os.

Billeder af mennesker der har øjenkontakt med hinanden, rører hinanden eller på anden måde "har noget sammen" fortæller os en historie som vi fanges ind af som beskuere og som involverer os.

Et foto, taget ud over et mødelokale, foredragssal eller lignende fuld af borde eller stole med mennesker, er som regel KUN interessant til forsiden, hvis der er et motiv i forgrunden, som er interessant og gerne skarpt.

Det kan i nogle tilfælde gå, hvis fx vinklen det er tage fra er utraditionel eller overraskende. Eller at rummet i sig selv er interessant.


Sørg for at få fat i billeder, der kan blive skarpe nok. I dag kan almindelige smartphones tage tilstrækkeligt store billeder.


Hvem vil I tiltrække som læsere af jeres blad


Svaret må ikke være “bare så mange som muligt”, for så er der en fare for, at I ikke virker interessant for nogen. Men gør en overvejelse om, hvad bladets kernemålgruppe er.

  • Hvem er de?
  • Hvad interesserer de sig for indenfor området – og udenfor.
  • Hvad synes de er spændende, sjovt eller sødt?
  • Hvad vil overraske dem?
  • Er der billeder, der kunne vække deres undren og nysgerrighed? Og få dem til at føle sig beriget? 

Sæt dig i deres sted.

Prøv billedet af sammen med de highlights (overskrifter), du har valgt at bringe på forsiden.

Skriv highlights’ne om så de passer bedre, hvis det er det, der skal til. Lad det være en proces, hvor du får ord og billede til at spille sammen.

Skal billedet ikke have relation til indholdet i dette nummer af bladet, bladets tema, om du vil?
– Jo, det er bedst og superfedt. Men det vigtigste er at forsiden SÆLGER.

Det blogger jeg mere om senere. Vil du have have direkte besked om, når et indlæg er klar på bloggen, så få abonnement på mit nyhedsbrev sammen med min e-guide om brug af Billeder på dit budskab.

Få mere viden!

I min letlæste guide Billeder på dit budskab, får du endnu mere hjælp til at blive skarp på det med billeder i dit blad. ​

Samtidig får du abonnement på mit nyhedsbrev, hvor jeg deler ud af min viden om layout og design.